in English 

Utzon og Aalborg


Jørn Utzon boede i Aalborg de første 19 år af sit liv, og opvæksten i byen og særligt miljøet omkring havnen og skibsværftet i 1920- og 1930’erne kom på mange måder til at sætte sit præg på hans senere tilværelse.

 

Utzon familien flyttede til byen i foråret 1918 fra København efter Aage Utzon blev ansat som skibsingeniør på Aalborg Skibsværft. Familien flyttede ind i en lejlighed på Vendelbogade 8 – ikke langt fra C.W. Obels Tobaksfabrik, Aalborg Spritfabrik og Limfjorden. Den ældste søn, Leif, var to år ved ankomsten til Aalborg og den yngste, Jørn, var spæd. Han var født i København den 9. april 1918 og blev døbt i Aalborg Budolfi kirke 20. juli samme år.

 

Aage Utzon var uddannet skibsingeniør i Newcastle og var ansat en kort periode på B & W i København, inden han fik stillingen som driftsingeniør på Skibsværftet i Aalborg. Han var i maj 1915 blevet gift med Estrid Marin Valeska Halina Olsen, der kom fra Ålsgårde i Nordsjælland, men stammede fra Riga.

 

Jørn Utzon begyndte i sommeren 1924 på Klostermarkskolen, der var en privatskole, hvor hans bror Leif allerede gik. Skolen lå i den østlige del af byen ikke langt fra hjemmet på Vendelbogade.

Året efter købte familien en murermestervilla på Nørre Tranders Vej 65 i forstaden Vejgaard i den vestlige del af byen. Pladsen i lejligheden var blevet trang, efter sønnen Erik var kommet til i 1924.

 

Brødrene Leif og Jørn fortsatte på Klostermarkskolen, og turen på tværs af byen langs havnen blev den daglige skolevej. Jørn Utzon har senere fortalt om, at han gik fra skolen til Aalborg Skibsværft via havnen og hvordan havnefronten derved blev hans legeplads og inspirationskilde. Han besøgte ofte sin far på Skibsværftet, hvor han så tilblivelsen af skibene og hjalp til med at tegne og bygge skibsmodeller, da han blev ældre. Efter fem år på Klostermarkskolen fortsatte Jørn i mellemskole på Sant Jørgens Gade Skole. Rent bogligt klarede han sig knap så godt, idet han var ordblind. Sidste år af mellemskolens fire år gik han om, inden han begyndte på Katedralskolen.

 

En stor del af fritiden blev brugt som søspejder, og Jørn blev en dygtig sejler. Faderen, Aage Utzon, var en dedikeret sportsmand, der opfordrede sine sønner til et aktivt friluftsliv. Han engagerede sig selv i sejlsporten som formand for Aalborg Søspejdertropsråd og designede en 17 fods spydrigget båd til brug for søspejderne. Båden fik navnet Aalborg jollen og udmærkede sig ved at være synkefri og konstrueret til brug for unge mennesker. Som skibsingeniør og bådkonstruktør designede Aage Utzon selv en lang række skibe og blev særligt kendt for konstruktionen af træbåden spidsgatten.

 

Jørn Utzons maritime baggrund fra barndommen i Aalborg og arbejdsmetoderne, han lærte fra faderens bådkonstruktioner og sin gang på skibsværkstedet, danner baggrunden for en god del af hans senere arbejde som arkitekt. Tydeligt i Aalborg og Nørresundbys havnemiljø i 1920’rne og 1930’rne var også produktionen af cement. De betydelige kridtforekomster i byens nærmeste omegn muliggjorde en egentlig cementindustri, og byen husede adskillige cementfabrikker i perioden. Brugen af beton i byggeriet blev tillige et af de væsentlige elementer i Utzons senere arkitektur.

 

I 1930, da Jørn var 12 år gammel, rejste familien til Sverige for at se den store Stockholmsudstilling. Udstillingen introducerede funktionalisme som den moderne livsstil, og Aage og Estrid Utzon blev så begejstrede, at de så at sige købte hele pakken. Kort tid efter hjemkomsten til Aalborg gik forældrene i gang med gennemgribende at ændre indretningen af deres bolig. Nye moderne møbler i funktionalistisk stil blev indkøbt til erstatning for de ældre tunge og mørke møbler. Konceptet var lys, plads og enkel indretning.

 

Inspirationen fra Stockholmsudstillingen førte til et reelt skift i familiens levevis. Jørn Utzon fortalte selv senere, hvordan de fik nye og sunde madvaner, begyndte at motionere og komme ud i den friske luft, og han husker bl.a., hvordan han og hans brødre fik nye cykler til formålet. Introduktionen til funktionalismen som livsstil med fokus på det naturlige og enkle havde han dermed også med hjemmefra. I sommeren 1937 blev Jørn Utzon matematisk student fra Aalborg Katedralskole, og han søgte samme år ind på Kunstakademiets Arkitektskole i København. Hans studentereksamen rakte ikke til en plads, men efter en månedlang optagelsesprøve blev han godkendt og indskrevet på skolen. Samme år flyttede Utzon-familien tilbage til Sjælland, efter Aage Utzon var blevet ansat på Helsingør Værft som chef for reparationsafdelingen.

   

Portræt af Aage Utzon
Foto: Tønnies Atalier, Aalborg Stadsarkiv

 


Portræt af Estrid Utzon
Foto: Tønnies Atalier, Aalborg Stadsarkiv


Udsigten fra Signalbakken i Vejgård ind mod Aalborg.

Foto: Tønnies Atalier, Aalborg Stadsarkiv

 

Havnefronten i Aalborg anno 1930

Foto: Aalborg Stadarkiv

 

Klassebillede fra 1931, hvor Jørn Utzon sidder i

anden række nummer tre fra venstre.

Fotograf ukendt.

 

Aalborg Søspejdertrup. Jørn Utzon ses på den
midterste række nummer fire fra højre og hans bror

Leif på samme række yderst til højre.

Fotograf ukendt. 

 

Aalborg havn set fra Utzon Centrets nuværende

placering - ca. 1930

Foto: Tønnies Atalier



 

Du er her: Utzon Center Jørn Utzon Utzon og Aalborg

 

 

Slotspladsen 4

9000 Aalborg

Tel.: 76 90 50 00

info@utzoncenter.dk

 

 Kørselsvejledning

 

Tirsdag - Søndag kl. 10-17

 

Parkering

 

Voksne 60 kr.

Børn under 18 gratis

Studerende 20 kr.

Grupper (mindst 10) kr. 40 pr. prs.

 

Læs mere her

 

Utzon Center butik har et udvalg af bøger om arkitektur og design samt en del arkitekttegnede designklassikere fra 1960'erne.

 

 Besøg butikken her 

 

Besøg hjemmesiden her