Koncert for børn og andre mennesker
I weekenden hvor vinterferien rammer Nordjylland - lørdag den 20. februar - inviterer Nordjysk Sangselskab hele familien til musikalsk eventyr. Forestillingen “Svinedrengen” over H. C. Andersens tekst og med musik af Svend S. Schultz opføres både kl. 13.30 og kl. 15.00. Desuden fremføres “Hymne til sangen” med musik af Viggo Steincke. Denne sang var vinder af Årets Danske Sang 2008. Nordjysk Sangselskab har allieret sig med Aalborg Kulturskole & MGK Nord samt Det Jyske musikkonservatorium, Aalborg, som i fællesskab stiller med et ensemble af blokfløjter, strygere og slagtøj i samspil med pianist Vita Kold. Ansgars Kirkens Børne-Ungdomskor og Vor Frue Kirkes Drengekor leverer korsangere og solister. Dorthe Græsborg Frederiksen og Rikke Kursch har stået for sanginstruktionen og sidstnævnte samler fra dirigentpulten alle trådene ved lørdagens forestillinger/koncerter. Skuespiller Lotte Hermann har instrueret de unge talenter, og House of Dance har stået for koreografien til prinsessens og hofdamernes lille ballet.
Mange gode kræfter er samlet. Således kommer bassen Søren Ohlsen, som spiller kejseren, til at sidde meget fornemt i selveste julemandens tronstol, som venligst er udlånt af dekorationen, Salling.
Koncerterne finder sted i Utzon Center, Slotspladsen 4, Aalborg i Det Obelske Auditorium på første sal, hvor publikum har en pragtfuld udsigt udover den frosne Limfjord.
Bemærk venligst, at der er et begrænset antal pladser.
Billetsalget åbner en halv time før koncertstart.
50,- kr. for voksne. Gratis for børn.
På koncertdagen vil publikum kunne opnå særpris i Utzon Café, ligesom der vil være særpris for de af publikum, der ønsker at se Utzon Centerets udstillinger.
Læs mere på hjemmesiden www.nordjysksangselskab.dk
info@nordjysksangselskab.dk www.nordjysksangselskab.dk
|